
Dagtilbudsloven forpligter os til at etablere en evalueringskultur i vores dagtilbud. Det handler om at skabe en kultur, der udvikler og kvalificerer vores pædagogiske læringsmiljø, så vi hele tiden stiller de bedst mulige betingelser til rådighed for børnenes trivsel, dannelse, udvikling og læring.
Mange tænker, at evaluering er noget stort og komplekst. Men sådan behøver det ikke være. Evaluering handler kort sagt om at undersøge, om vores indsatser står mål med resultaterne. Og den undersøgelse kan du faktisk lave på bagsiden af en serviet.
I denne artikel får du en kort introduktion til neu;sights nede-på-jorden tilgang til mere evaluering i en travl hverdag. Vi kalder den for 4F’eren.
Hverdagsevaluering handler om at tage sig af børnenes dagligdagsudfordringer, når de opstår. Vi behøver ikke trække os ind bag en skærm for at skrive side op og side ned om det, vi vil evaluere. Hverdagsevaluering kan vi lave på legepladsen, på stuen eller ved frokostbordet, lige når det er aktuelt.
Vi kan evaluere nærmest alt i børnenes hverdag med det ene formål at gøre den bedre. Vi kan kigge på børnenes leg, afleveringssituationer, børnenes indbyrdes relationer, indretningen på stuen, måden vi går til bordet på, og måden de voksne taler til hinanden for bare at nævne et par stykker.
Enhver hverdagsevaluering bygger på en undring. Der, hvor vi studser over, hvad der er på spil, og danner os nogle hypoteser eller formodninger om, hvad det kan handle om.
Hverdagsevaluering er værdifuld og hjælpsom, så snart vi vurderer, at den kan være det. Det handler bare om at vide, hvordan man kan gøre det – og at få det gjort i en travl hverdag. Det kan 4F’eren hjælpe dig med.

4F’eren er neu;sights tilgang til evaluering. Det er en måde at tænke på, som du måske allerede kender fra din pædagogiske praksis. Faserne i 4F’eren lægger sig nemlig helt tæt op ad måden, vi tænker pædagogisk på.
De fire F’er står for Fakta, Fortolkning, Forbedring og Formidling. Hvert F er en vigtig fase i din hverdagsevaluering, og tilsammen er de et hjælpsomt værktøj til at skabe systematik i din evaluering og undersøge forskellige perspektiver på din undring.
Hverdagsevaluering er en kontinuerlig proces. Nogle gange evaluerer vi store ting, nogle gange de små. Med 4F-tilgangen kommer du hele vejen rundt om et emne, og før du ved det, ligger de fire F’er på rygraden.
Når vi bruger 4F’eren systematisk til hverdagsevaluering, kan vi træffe beslutninger basereret på viden frem for synsninger. Vi sætter vores pædagogiske dømmekraft i spil, og vi husker at dele det, vi gør, med alle dem, der skal vide noget.

“Evaluering handler kort sagt om at undersøge, om vores indsatser står mål med resultaterne. Og den undersøgelse kan du faktisk lave på bagsiden af en serviet.”